Robert Galbraith

Fulbourne Street, og fik en underlig dobbelt følelse: Hans vage erindring om stedet, der utvivlsomt var svækket af hans bevidste forsøg på at glemme, lå som en bleg film hen over scenen foran hans blik. Bygningerne var lige så afrakkede, som han huskede dem – den hvide pudsekalk var smuldret væk

„Hvis du har ret i alt det der,“ sagde Strike og kiggede på sin cigaretrøg, der hvirvlede af sted i mørket, „hvis det, der ophidser denne galning, er, at jeg blev berømt, ryger Whittaker øverst op på listen.

„Det her må være et underligt sted at komme fra, ikke?“

Nogle gange fandt han det svært at være sammen med de mennesker, der troede, de var hans venner: De mænd, han arbejdede sammen med, når han havde brug for penge.

Tre aftener i træk havde Strike holdt øje med lejligheden fra personaleindgangen til teatret overfor uden at se andet end skygger, der bevægede sig bag lejlighedens gardiner.

Mens hun nu sad i taxaen sammen med sin mor, skyllede en lavastrøm af vrede og fortørnelse hendes sunde fornuft ad helvede til.

Robin var ti år yngre end Strike.

Hun havde ret.

Lykke, kære Rebekka, lykke, det er først og fremmest den stille, glade trygge følelse af skyldfrihed.

Han bladede frem til Robins fjerde mærkeseddel, og efter endnu en gang at have tjekket hoveddøren, som stadig var lukket, læste han den næste markerede passage.