Delia Owens

Ma

1952
Augustmorgenen var så brændende hed, marskens fugtige ånde draperede ege og fyrretræer med tåge. Luften stod usædvanligt stille imellem viftepalmerne bortset fra hejrens lave, langsomme vingeslag, da den fløj op fra lagunen. Og så hørte Kya, der kun var seks år dengang, netdøren smække. Hun stod på skamlen og holdt op med at skrubbe gryden ren for majsgrød og sænkede den ned i baljen med gammel sæbelud. Der var ingen lyde nu bortset fra hendes egen vejrtrækning. Hvem havde forladt hytten? Ikke Ma. Hun smækkede aldrig med døren.
Men da Kya løb ud på verandaen, så hun sin mor i en lang brun nederdel, med gålæg der svirpede omkring anklerne, mens hun gik ned ad sandvejen i høje hæle. Skoene med de runde snuder var af kunstigt alligatorskind. Det eneste par sko, hun havde at gå i byen med. Kya ville kalde på hende, men varede sig for at vække Pa, så hun åbnede døren og stillede sig ud på fortrappen. Derfra så hun den blå beautyboks, som Ma bar. Normalt vidste

„Jeg ved intet om Murph, Mandy eller Missy.

En artikel om reproduktive strategier havde titlen „Sneaky Fuckers“. Kya lo.

Det er velkendt, begyndte artiklen, at det i naturen normalt er hannerne med de mest fremtrædende sekundære seksuelle karakteristika såsom de største gevirer, dybeste stemmer, bredeste brystkasser og overlegen viden, der sikrer sig de bedste territorier, fordi de har jaget de svagere hanner bort. Hunnerne vælger at parre sig med de mest imponerende alfahanner og bliver derfor insemineret med den bedste dna, der er at få, som går i arv til hunnens afkom – et af de mest kraftfulde fænomener i tilpasningen til livet og dets fortsættelse. Foruden at hunnerne skaffer deres unger det bedste territorium.

Men nogle forkrøblede hanner, der ikke er stærke, pyntede eller dygtige nok til at sætte sig på de gode territorier, har forskellige trick, der skal narre hunnerne. De spankulerer rundt med deres mindre kroppe i oppustede positurer eller råber jævnligt – om end med skingre stemmer. Ved at foregive og sende falske signaler lykkes det dem at snuppe sig en kopulering hist og her. Små oksefrøer, skrev forfatteren, trykker sig ned i græsset og gemmer sig nær en alfahan, som kvækker veloplagt for at hidkalde mager. Mens flere hunner bliver tiltrukket af hans stærke vokaler samtidigt, og mens alfahannen har travlt med at kopulere med én hun, springer den svagere han på en af de andre og parrer sig med den. De bedrageriske hanner blev omtalt som „sneaky fuckers“, luskede horebukke

Men hver gang hun tænkte på ham eller så ham, sprang hendes hjerte fra den gamle kærlighed til smerten ved at blive forladt. Hun ville ønske, at det kunne lægge sig til rette i den ene eller den anden side.

1970

Sproget i retten var selvfølgelig ikke lige så poetisk som marskens sprog. Men Kya så alligevel ligheder. Dommeren, tydeligvis alfahannen, sad sikkert i sin position, så han optrådte imposant, men afslappet som territoriets orne, der ikke føler sig truet af noget. Tom Milton udstrålede også selvtillid og status med lette bevægelser og faste standpunkter. En magtfuld buk, og anerkendt som en sådan. Anklageren på den anden side var afhængig af brede farvestrålende slips og bredskuldrede jakkesæt for at højne sin status. Han spillede stærk mand ved at slå ud med armene eller hæve stemmen. En mindre han er nødt til at råbe højt for at blive bemærket. Retsbetjenten repræsenterede den lavest rangerende han og var afhængig af sit bælte med den glinsende pistol, det klirrende nøglebundt og en klodset radio til at stive sin position af.

Kya satte sig pludselig op og blev opmærksom: En af hunnerne havde ændret sin kode. Først blinkede den med den korrekte sekvens af streger og prikker, tiltrak en han fra sin egen art, og de parrede sig. Så blinkede den et anderledes signal, og en han fra en anden art fløj hen til hende. Den anden han afkodede hendes meddelelse og var overbevist om, at den havde fundet en villig hun fra sin egen art og svævede over hende for at parre sig. Men pludselig rakte ildfluehunnen op, greb ham med sin mund og åd ham, slugte alle seks ben og begge vinger.

Kya så andre. Hunnerne fik, hvad de ville have – først en mage, så et måltid – bare ved at ændre deres signaler.

Det gamle brandtårns frønnede ben skrævede over mosen, som skabte sine egne slyngtråde af dis.

Den var primitivt bygget af brædder og et tag af bliktag, den voksede med tilbygninger til alle sider og gulve i forskellige niveauer afhængig af, hvor højt de murede stankelben holdt den op over sumpen.

Selvfølgelig er der lyde, men sammenlignet med marsken er sumpen stille, fordi forrådnelsen foregår på celleniveau. Livet går i opløsning og stinker og vender tilbage til den rådne humus; et skarpt lugtende søle af død, der avler liv.