Ane Riel

Men hun lod sig aldrig mærke med sin irritation, for det ville være en falliterklæring, og Judith brød sig ikke om at tabe.

„Du burde faktisk være pissesur med det navn! Og ond!“

Ediths egen mor havde sagt, før hun udåndede, stod de sidste ord da også klarest: „Fremtoning frem for alt, Edith. Sørg for, at ingen kan have noget på dig! Og søg det rigtige

Ond rod giver ej gode æbler.“

Men der var noget muggent ved hans magt. Noget blødsødent. I det hele taget var der noget ved Jesus, der nagede Jørgen inderligt: Han mindede ham om Herman. Herman ville sikkert også lade sig korsfæste uden kamp ... men dog næppe have kræfter til at rulle den store sten til side bagefter.

Ude af kontrol? Det var det ikke. Det er det aldrig.“

Edith havde ikke værdsat overraskelsen. Tværtimod.
På den måde var tingene ikke gået helt som planlagt. Men Judith havde fortalt sig selv, at hun i det mindste nu havde gjort, hvad hun kunne, for at indfri sin mors ønsker

Postbudet smilede for sig selv, da han kom i tanke om, at det fordrukne trekløver blev kaldt Hans, Christian & Andersen. Og de holdt til skråt over for Nattergalen. Gad vide, om nogen havde tænkt over det.

Judith havde forberedt sig godt, så hun var klar med det hele, da hun omsider fik meddelelsen om sin mors død.
Med hensyn til Ediths ønske om en hurtig begravelse havde hun ret let fået den kringlet med pastor Trier.